Åndsvidenskab

Åndsvidenskaben og naturvidenskaben bruger principielt samme metode. Begge videnskaber er empiriske – dvs. erfaringsbaserede.

Vores primære hjemsted er i den åndelige verden. Denne verden virker i en samklang med vores fysiske, og vores såkaldte materie og stof, får i den åndelige verden andre navne som; fast, flydende, luftformig og stråleformig materie.

Martinus forklarer:
”Men åndsvidenskaben indeholder noget mere. Den indeholder en beskrivelse af det der ikke kan måles og vejes, man kan også sige, at den indeholder en beskrivelse af det, der ikke har nogen årsag, og dermed heller ikke er en virkning af noget andet. Det der ingen årsag har, og ikke er en virkning, er evigt eksisterende, og har altid eksisteret, og vil evigt eksistere upåvirket i al fremtid.

Det er velkendt inden for naturvidenskaben, at enhver måling påvirker det man ønsker at måle.

Hvis der imidlertid findes noget, som aldrig forandrer sig, så er det hermed også givet, at dette ikke kan erkendes via den videnskabelige metode, for så ville der netop ske en påvirkning af det man måler på, og så ville det ikke længere være evigt uforanderligt.

Kort sagt kan man sige, at åndsvidenskaben indeholder beskrivelse af den årsagsløse årsag. Om denne findes eller ikke findes, kan ikke undersøges via den naturvidenskabelige metode.

Ifølge Martinus kommer erkendelsen af denne årsagsløse årsag som en realitet udelukkende fra det han kalder intuitionen. Intutionen vækkes i os alle, når vi har tilstrækkeligt med intelligensmæssige erfaringer, samt følelsesmæssige erfaring”